Hverdagen i vuggestuen
...er præget af faste rutiner og rum til leg, udforskning og ro.
Vi vil som udgangspunkt gerne have, at alle børn er afleveret inden kl. 9.00, da vi på dette tidspunkt holder morgensamling og det kan være forstyrrende for nogle børn, hvis der kommer nogen ind af døren imens.
Kl. 7.00 - 09.00 |
---|
Børnene afleveres i institutionen. Ved morgensamlingen bliver børnene tilbudt brød og frugt og vi synger sange eller fortæller historier. Efter morgensamlingen går dagens aktiviteter i gang. |
Kl. 11.00 - 11.30 |
---|
Vi spiser frokost. Hvis børn sover på dette tidspunkt, gemmer vi selvfølgelig mad til dem, som de får tilbudt, når de vågner. Med udgangspunkt i børnenes individuelle behov og udvikling, hjælper og støtter vi børnene i at blive selvhjulpne i spisesituationen. Efter frokost puttes børnene - enten i barnevogn eller krybbe. De børn, som har sovet om formiddagen, bliver dog først puttet senere, når vi vurderer, at der er behov for det. I vinterhalvåret bliver børnene puttet i soveposer og med dyne. Børnene bliver taget op efterhånden som de vågner. Vi vækker som udgangspunkt ikke børn, der sover, da det er her de bearbejder alle de sanseindtryk, som de har fået i løbet af deres vågne timer. Der kan dog være undtagelser - tal med medarbejderne, hvis der er behov for en kortere lur til dit barn. Vi hjælper også gerne med spørgsmål i forhold til døgnrytme, da det er vigtigt, at børn får en passende mængde søvn i døgnet. |
Kl. 14.00 |
---|
Vi spiser eftermiddagsmad, hvorefter vi leger på stuen eller legepladsen, indtil børnene bliver hentet. Børnene er på basisstuerne - rød, gul og blå - men laver gerne aktiviteter på tværs af stuerne. I vinterhalvåret har vi musikalsk legestue en gang om ugen, hvor børnene på skift har mulighed for at deltage. Typisk vil det være den samme børnegruppe i en periode, da børnene dermed får mulighed for at genkende rutiner og sange. |